Når vi lægger en ambition om at lykkes med vores meditationer eller hvis vi presser os mod et mål i vores praksis, så mister vi selve pointen. Pointen er at intergrere praksis i det liv vi lever, ikke lave om på det liv vi lever. Det handler om at være tro imod den integration af praksis, som finder sig som en naturlig del af det virkelige liv vi lever. Her får bøn og meditation en autenticitet og vi tror på os selv i denne integration.
De fleste af os har ikke brændstof nok til at lave det ultimate praksis, det er bedre at respektere denne sandhed, så at den måde vi lever på ikke bliver en modsigelse. Når vi opbygger en praksis på en blid måde, finder vi en naturlig og kærlig bevægelse som nemt vokser i takt med den tillid der bygges op på vejen.
