Mindfulness Meditation

Home/Mindfulness Meditation

Sommerregn og nærvær

Tog her til morgen kajakken en tur rundt i Kbhs havn i den skønneste sommerregn og med den følelse af fylde som kun det rene nærvær og den hele, balancerede handling kan give. I min hverdag folder livet sig ofte ud igennem en lang række handlinger, tanker, følelser, der alle kun gøres halvt! Jeg står op om morgenen (let modvilligt), får sagt godmorgen til min familie (sidebemærkning på vej til toilettet), smører madpakke (let irriteret over at ungerne ikke selv gør det), laver morgenmad (med venstre hånd), siger farvel (sådan et hurtigt kindkys på vej ud af døren), cykler afsted (mens jeg forsøger at finde noget musik på iPoden), osv osv…. Og hele dagen bærer jeg disse halve, ufærdige, uforløste fænomener med mig som spændinger, som fraværets energi – der så mere eller mindre hensigtsmæssigt kommer til udtryk på andre måder i udbrud, frustration eller træthed.

I både den indianske og den tantriske tradition, som jeg er inspireret af, ser man alle fænomener som energiudtryk – og energi følger naturlove, som det er fundamental livskunst at blive bevidst om:
 Spændinger vil forløses og energi søge balance
. Energi bliver akkumuleret, når den ikke forløses, og danner spændinger og søger nye former.

Alle handlinger, tanker, og følelser er energi – og halve, ikke afrundede energimanifestationer vil skabe frustration, vil skabe spænding.

På min kajaktur var jeg nærværende. Her rundede energien ind i nuet, i fylden og forbindelsen til verden. Det er dette nærvær, vi må træne bevidst gennem meditation, retreats og bevidsthedsritualer. Vi må træne bevidstheden om energi, så vi observerer vores halve gerninger, vores fravær – og derigennem muliggør at langt mere hverdag kan afrundes, udføres helt i nuet – så godmorgenhilsnen bliver 100% nærværende og forbindende, så madpakken bliver et flow i nuet, så cykelturen bliver en bevægelse ind i og med verden, så mødet med medarbejderne bliver klart og fyldigt.

Og det er bevidsthed og nærvær vi skal træne, så den ikke-bevidste energiakkumulation fra de talrige halve ubevidste manifestationer ikke opspares og senere søger forløsning som frustration, vrede, sorg eller anden, men tværtimod forløses i nuets fylde.

Træning skal for mig være en konstant i mit liv – noget jeg igen og igen må bringe ind i hverdagen – og til at forankre den bruger jeg jævnlige retreats – både af flere dages varighed og en enkelt dag – hvor jeg tager væk og fordyber mig og derigennem forankrer hverdagstræningen. På de årlige retreats, jeg guider sammen med Roxana Kia, er det netop dette møde mellem den dybe koncentration, ro og indsigt – og forankringen af en praksis der rækker langt ind i hverdagen, der er vores fokus, fx på det dybe retreat på vidunderlige Yuva, hvor vi træner energibalance og bevidsthed (se mere her)

Når vi er i vores essens

Når vi er i vores essens – som jeg læser at I er i god kontakt til – som er meget enkelt: et åbent hjerte; det giver direkte adgang til kærlighed som en styrke, som en understrøm og som i energiform er ren lys.

Kunsten er at holde hjertet åbent, også når vi møder udfordringer eller havner i ubalance af en art. Det er her, vores ritualiserede praksis kan hjælpe os, så vi får det nemmere at holde os vågne til denne utømmelige kilde af kraft: det åbne hjerte.

Vi ønsker jer alle “good medicine” med praksis af at holde opmærksomheden vågen, hjertet åbent og herfra omfavne livet.

Sindet har sit egen virke

Sindet har sit egen virke. Men et væv af følelser, vaner og baner flakser sindet afsted. Når vi mediterer går vi imod hvad der faktisk er sindets naturlige virke. I meditationen foretager du et bevidst fravalg der for sindet er ganske unaturligt – du afstår fra dom, fra associationer, fra sproget – og sindet protesterer på allehånde måder.

Så modstanden kan være enddog meget stor til tider. Jeg kender det fra min egen praksis – jævnligt lykkes den stillesiddende praksis på puden slet ikke, og jeg må ty til andre metoder. Her kommer kroppen ofte ind som et stærkt værktøj: En gå-meditation, en meditativ Lovesong to the Universe, en slowmotion yoga-serie med fokus på åndedræt kan give plads til praksis-momenter hvor jeg igen kan rumme mine tanker, følelser, krop…

Jeg husker også hverdagsmeditationerne – lader små bidder af praksis kommer ind i tandbørstningen, sætter tempoet helt ned i dét jeg vaske hænder og trækker vejret, hakker løget til tomatsovsen så bevidst nærværende som jeg kan.

Og allersimplest når sindet protesterer mod at blive iagttaget: Forbind dig med naturen: Gå en tur, sæt dig foran et træ, en sø, og fokusér alt din væren dér – og træk vejret.

Vi er aldrig alene

Den praksis, af at give slip ind i det der er større end os selv, gennem os selv, forbi identifikationen med tankar, følelser og kropsoplevelser, den praksis der bringer os hjem til vores hjerter som en puls til at mærke og interagere med omverden, hjerter som åbner sig til betydningen af være unik, være her, være, bare være…

For hver en indånding, får vi et stykke mere liv, lige nu. Dette mirakel, at trække vejr, er fundamentet for det at leve. Vi hylder livet i sin simpleste form, for at nyde, glædes og mærke den forbundenhed der altid er der.

Vi er aldrig alene. Men al-ene. 
Not alone. But al-one.
Inte ensamma. Men en-sam.
Nicht allein. Aber all-ein.

Forbundenheden med alt liv er vores væren. Lige her og nu. Jeg glæder mig så meget til at udforske denne kobling sammen med alle retreatere i Tyrkiet. Og i denne kobling, er i alle en del af det hele. Forbundet. I er alle med i vores bevidsthed og i vores hjerter. I er med os i Tyrkiet, alle sammen.

Der skal så lidt at udvide vores horisont

Der skal så lidt at udvide vores horisont, lytte lidt dybere og få klarhed og inspiration til vores liv. Det, at stoppe op, slappe af, aktivere opmærksomheden og lade vær med at hurtig søge svar, men fordybe sig i spørgsmålet og lade spørgsmålet i sig selv åbne op for bevidstheden og vise os veje der ligger udenfor vores vaner og begrænsninger.

Når vi giver os det rum, som f.eks en Medicinewalk, så spejler dette ydre landskab vores indre landskab – det skabes en resonans. Det giver ro og tillid. Og så kan vi lytte bedre. Til det der er ægte og sandt i os.