Sindet har sit egen virke. Men et væv af følelser, vaner og baner flakser sindet afsted. Når vi mediterer går vi imod hvad der faktisk er sindets naturlige virke. I meditationen foretager du et bevidst fravalg der for sindet er ganske unaturligt – du afstår fra dom, fra associationer, fra sproget – og sindet protesterer på allehånde måder.
Så modstanden kan være enddog meget stor til tider. Jeg kender det fra min egen praksis – jævnligt lykkes den stillesiddende praksis på puden slet ikke, og jeg må ty til andre metoder. Her kommer kroppen ofte ind som et stærkt værktøj: En gå-meditation, en meditativ Lovesong to the Universe, en slowmotion yoga-serie med fokus på åndedræt kan give plads til praksis-momenter hvor jeg igen kan rumme mine tanker, følelser, krop…
Jeg husker også hverdagsmeditationerne – lader små bidder af praksis kommer ind i tandbørstningen, sætter tempoet helt ned i dét jeg vaske hænder og trækker vejret, hakker løget til tomatsovsen så bevidst nærværende som jeg kan.
Og allersimplest når sindet protesterer mod at blive iagttaget: Forbind dig med naturen: Gå en tur, sæt dig foran et træ, en sø, og fokusér alt din væren dér – og træk vejret.
