roxanakia

Den praksis, af at give slip ind i det der er større end os selv, gennem os selv, forbi identifikationen med tankar, følelser og kropsoplevelser, den praksis der bringer os hjem til vores hjerter som en puls til at mærke og interagere med omverden, hjerter som åbner sig til betydningen af være unik, være her, være, bare være…

For hver en indånding, får vi et stykke mere liv, lige nu. Dette mirakel, at trække vejr, er fundamentet for det at leve. Vi hylder livet i sin simpleste form, for at nyde, glædes og mærke den forbundenhed der altid er der.

Vi er aldrig alene. Men al-ene. 
Not alone. But al-one.
Inte ensamma. Men en-sam.
Nicht allein. Aber all-ein.

Forbundenheden med alt liv er vores væren. Lige her og nu. Jeg glæder mig så meget til at udforske denne kobling sammen med alle retreatere i Tyrkiet. Og i denne kobling, er i alle en del af det hele. Forbundet. I er alle med i vores bevidsthed og i vores hjerter. I er med os i Tyrkiet, alle sammen.

Der skal så lidt at udvide vores horisont, lytte lidt dybere og få klarhed og inspiration til vores liv. Det, at stoppe op, slappe af, aktivere opmærksomheden og lade vær med at hurtig søge svar, men fordybe sig i spørgsmålet og lade spørgsmålet i sig selv åbne op for bevidstheden og vise os veje der ligger udenfor vores vaner og begrænsninger.

Når vi giver os det rum, som f.eks en Medicinewalk, så spejler dette ydre landskab vores indre landskab – det skabes en resonans. Det giver ro og tillid. Og så kan vi lytte bedre. Til det der er ægte og sandt i os.